Sæt komma med 6 nemme kommaregler

Læs onlineskribentens nemme kommaguide

Mange har svært ved at sætte komma – måske også dig?

Det er ærgerligt, for korrekt kommatering gør nemlig dine tekster meget nemmere at læse.

Samtidig får dine tekster et mere professionelt præg.

Her får du det store overblik – og seks kommaregler, som gør det meget nemmere for dig at sætte kommaet rigtigt.

Skal du sætte nyt eller gammelt komma?

Det bestemmer du faktisk selv.

Dansk Sprognævn anbefaler nyt komma. Det betyder, at der som hovedregel ikke skal sættes komma foran bisætninger, men kun efter bisætninger.

Men det er faktisk stadig helt i orden at sætte det gamle komma, som nogle stadig kalder grammatisk komma.

Betegnelsen grammatisk komma er faktisk misvisende.

Du er nemlig nødt til at kunne grammatik for at sætte kommaet rigtigt. Det gælder, uanset om du vælger nyt eller gammelt komma.

Er det nemmere at sætte nyt komma?

Det korte svar er ja. Men det passer altså kun, hvis du ikke har lært gammelt komma i skolen.

Måske har du ligesom jeg lært gammeldags kommatering i skolen? Og måske har du endda læst masser af bøger med gammeldags kommatering?

Ja, så er det faktisk nemmere at blive ved med at sætte komma foran bisætninger, som du altid har gjort det.

Så i stedet for at lære nyt komma kan du jo bruge lidt tid på at blive endnu bedre til at sætte komma på gammeldags vis.

De fleste mennesker er nemlig ikke så gode til det, som de faktisk tror.

Er der nogen nemme kommaregler?

 

Her er seks nemme regler, som gør det lettere for dig at sætte komma i fremtiden.

Bemærk, at kommareglerne er stort set de samme, uanset om du sætter nyt eller gammelt komma.

Det er faktisk kun regel seks, der gør hele forskellen.

Regel 1: Du skal sætte komma mellem helsætninger: “Han kom, og han gik.”

Regel 2: Du skal sætte komma mellem sideordnede ledsætninger: “At du er sur, og at du også er gal i skralden, forstår jeg godt.”

Regel 3: Du skal sætte komma i opremsninger. Men bemærk, at du ikke skal sætte komma foran og: “Jeg vil have tekst, tekst og mere tekst!”

Regel 4: Du skal sætte komma ved selvstændige sætningsdele. De selvstændige sætningsdele er uddybende tilføjelser, som du kan fjerne, uden at sætningen er ødelagt: “Annemarie, som er lærer i femte klasse, er syg i dag.”

Regel 5: Du skal sætte komma efter sidste ledsætning: “Du ved hvor der skal sættes komma fordi du har lært det, prøv selv!”

Regel 6: Du kan sætte komma foran ledsætning – eller lade være! Med komma foran og efter ledsætning hedder det: “Du ved, hvor der skal sættes komma”.

Prøv gratis kommatest.